Henrik Busk
"FORFRA - UDVEKSLING AF REFLEKTIONER OG OVERVEJELSER"

FORFRA
Dokumentationen fra Henrik Busk’s event FORFRA er resultatet af en næsten 3 timer lang diskussion omkring ordet FORFRA, som I her kan downloade og lytte til. Deltagerne af FORFRA er i samarbejde med Henrik Busk: Bent Danielsen, Pia Rönnicke, Niels Henriksen, Gudrun Hasle, Sune Scherfig, Judith Schwarzbart, Stine Marie Jacobsen og Katarina Stenbeck.
Jeg bad Henrik Busk om at spørge Dagmar Krøyer, som var den eneste beskuer, om en udtalelse om hendes oplevelse:

Hej Henrik, nu ved jeg jo ikke helt hvad det skal bruges til og hvem der skal læse det, men her skynder jeg mig at skrive min umiddelbare reaktion før det kommer for meget på afstand.

Temaet for samtalen mellem deltagerne var ”forfra”. Samtaler startede ikke igen og igen (forfra), men oplevedes som dele der byggede ovenpå hinanden - på en måde der mere handlede om at deltagerne havde tilbragt tid sammen i rummet, end at samtalens pointer forudsatte forrige pointer.

For mig, der kom ind i rummet efter start og forlod det igen før samtalen var slut, virkede gruppen af deltagere etableret og som om der var indgået en social kontrakt. Jeg havde rollen som observatør, og deltog således ikke i rundkredsen, der forekom som ’adgangsbillet’ til te og kager.
Jeg overvejede meget om min observatørrolle virkede som en slags overvågning; en vurderende person, der ikke selv byder ind i samtalen. Og jeg var lidt bekymret for om min tilstedeværelse var begrænsende i forhold til hvad folk ville sige. Men du havde jo sagt at man gerne måtte komme uden at deltage – og jeg havde ikke noget jeg brændte for at sige.

Indholdsmæssigt var det interessant hvor mange emner der kunne afledes af ”forfra”. Der var stor afveksling både hvad angik abstraktionsniveau, almen interesse og varighed af taletid.
”Forfra” blev vist overvejende forstået som en ny start (med overvejelser omkring Obama) snarere end sisyfos-modellen – og dette ”forfra” blev indrammet af lige dele stærkt appellerende, interessante overvejelser og lommefilosofiske betragtninger.

Når det var mest dynamisk var det et meget relevant rum hvor samtalen bliver en ret konkret og virkningsfuld handling – noget der måske ville kunne afføde mere end sig selv, noget man kan tage med hjem og tage afsæt fra. Dynamikken kunne, for mig at se, være forstærket ved at deltagerne var mere personligt engagerede, fortalte flere oplevede episoder der betød noget, der ikke var abstrakt.
De beretninger, der handlede om konkrete personers reaktioner, gav billeder i hovedet og en fornemmelse af hvem der var i rummet - og hvis der var noget der appellerede til mig i forhold til at byde ind i samtalen, så var det den slags.
Forstærkningen af dynamikken kunne måske være fremmet af at du som ’vært’ havde udstukket en retning, der var rettet mod et mere fortroligt/intimt (slet ikke terapeutisk, men bare mere aktivt lyttende) rum. (Jeg ved jo ikke hvordan du indledte seancen, men inden jeg gik, fortalte du at du havde holdt dig så meget tilbage som muligt)
I den forbindelse vil jeg tilføje at det var min oplevelse at der skete noget med samtalen da alle troede seancen var slut og du blev spurgt ud om hvilke tanker du havde gjort dig. Dér bød du selv ind og det synes jeg virkede godt ’i rummet’ hvis man kan sige det sådan.
 Og jeg tænkte også at deltagernes lyst til at investere sig selv i samtalen måske var større uden en ’observatør’, og derfor listede jeg af før afslutningen.

Dagmar

hør diskussion som mp3, del 1.

hør diskussion som mp3, del 2.

Tilbage
/Back